FAQ

Hvordan kan du hjælpe mig som coach?

Som din coach, hjæler jeg dig med at finde frem til løsningen på den udfordring, du kæmper med. Det gør jeg ved at stille dig en masse spørgsmål til både det du oplever som en udfordring, men også til andre områder af dit liv, så du har mulighed for at lægge en meget konkret og realistisk plan for, hvordan du på den bedste måde når dit ønskede mål. Du er eksperten i dit liv, og derfor er det dig, der skal finde løsningen. Jeg hjælper blot med at stille en masse spørgsmål, der kan hjælpe dig med, at se realistisk på udfordringen og potentielle løsninger.

Virker din coaching for alle?

Hvis du er klar til at træde lidt på bremsen og bruge noget tid på at være nysgerrig på dine reaktioner og handlemønstre, og accepterer at vægten ikke nødvendigvis styrtdykker, så er jeg sikker på, at jeg vil kunne hjælpe dig. Og du kan være helt sikker på, at jeg ved første samtale siger fra, hvis ikke jeg føler, at jeg er den rette til at hjælpe dig.

Der findes mange gratis råd og vejledninger på nettet. Hvorfor kan jeg ikke bare bruge dem?

Problemet med de gratis råd og vejledninger, der findes på nettet er, at du ofte ikke kan se, hvem afsenderen er. Du kender ikke til denne persons liv og udfordringer. Så med mindre du lever under præcis de samme forhold som denne person, vil du formentlig ikke opnå samme succes.
Det er meget nemt at falde for udsagn som “studier viser….”, men er der ikke en kildehenvisning til det studie, har du ingen mulighed for at finde ud af, om det rent faktisk er sandt. Der findes meget pseudovidenskab rundt omkring, som kan være direkte skadeligt.

Hvordan kommer jeg i gang?

Oppe i menuen finder du knappen book tid. Derefter vælger du at booke en tid til en uforpligtende samtale, hvor du så kan vælge en af de ledige tider i min kalender. Når du har booket din samtale og fået en bekræftelse på mail, modtager du i løbet af et døgn en mail med et link til et Teams møde. På den aftalte tid, går du ind i mødet via dette link.
Det kræver ikke noget særligt program installeret, at deltage i mødet.

Skal jeg vejes inden samtalen?

Om du vil vejes bestemmer du selv. Jeg har ikke behov for at kende din vægt. Tallet på vægten er bare et tal, og det tal definerer ikke, hvem du er som person og hvad du kan.
Der er mange andre ting, der kan vise dig om du er på rette vej mod dit mål.

Hvordan ved jeg, at du er den rette coach for mig?

Inden jeg starter et forløb op, starter vi altid med en uforpligtende samtale, for at finde ud af om jeg er den rette coach for dig. Det er vigtigt, at vi begge kan mærke en god kemi, da forløbet ellers ikke vil fungere.
For mig er det vigtigt, at du har tillid til mig. Du vil altid blive mødt med 100% respekt for dig, din situation og dit ønskede mål.
Hvis du efter denne samtale på nogen som helst måde er i tvivl, om det er det rette for dig, starter jeg ikke et forløb op med dig. Lyt altid til din mavefornemmelse og gå ikke ind i noget, du ikke føler dig tilpas med.

Jeg tror, jeg lider af overspisning. Kan du hjælpe mig?

Jeg er certificeret vane- og overspisningscoach og er god til at vurdere graden af overspisningerne.
Ved vores 1. samtale danner jeg hurtigt et billede af din situation, og hvis jeg vurderer, at problemerne stikker dybere end jeg som overspisningscoach kan arbejde med, vil jeg hjælpe dig med at finde ud af, hvilken hjælp du har brug for.
Overspisning findes i mange forskellige grader. Hvis du ikke har mere end op til 2 overspisninger om ugen, skyldes det ofte et kaotisk spisemønster. Og her vil jeg helt sikkert kunne hjælpe dig med at finde frem til de følelser der ligger bag overspisningerne, som bidrager til det kaotiske spisemønster. Og herefter arbejder vi på, hvordan du slipper dine overspisninger.

Hvorfor får jeg ikke en kostplan?

Jeg har aldrig mødt en klient, som har haft problemer med alle måltider i løbet af dagen. Ofte er der et enkelt måltid om dagen, der er svært at få styr på. Andre gange er det på bestemte dage i ugen problemerne opstår. Derfor vil det ikke hjælpe med en kostplan, der er lavet ud fra, at du kun må spise et vis antal kalorier hver dag, hvilket betyder at du skal måle og veje din mad. Det kan hjernen simpelthen ikke klare i længere perioder, og det er derfor, at langt de fleste efter bare få uger, “falder i” og overspiser i alt det, der ikke er plads til i kostplanen.

Hvor lang tid skal jeg binde mig for?

Hos mig er der ingen binding. Du starter med at booke din første samtale, hvor der følger en opfølgende konsultation med i prisen. Efter disse 2 samtaler, kan du vælge at købe opfølgende samtaler pr. time eller købe klippekort med hhv. 3, 6 eller 10 klip.
Hvor ofte vi skal snakke sammen er helt op til dig. De fleste vil den første måned have brug for en samtale hver uge, hvorefter der ofte skæres ned i hyppigheden. Men det vil altid være helt op til dig, hvor ofte vi skal snakke.
Alle klippekort har en gyldighed på 12 måneder. Ubrugte klip refunderes ikke.